Mads's Plantage
Velkommen til Mads's Plantages hjemmeside
Hvad enten du er grundejer eller du overvejer at tilbringe din ferie her i Mads's Plantage, så byder vi dig velkommen til at orientere dig om, hvordan vi har indrettet os.
Det er bestyrelsens opfattelse at siden skal være oplysende og serviceorienteret. Det betyder, at den skal være levende og under stadig udvikling. Det sker jo hele tiden nyt og kan det være relevant for grundejerne i Mads's Plantage, så skal det med på siderne. Så vi appellerer til dig om at komme med input om det du mangler - eller det du oplever kan være til glæde for dine naboer at få kendskab til.
Om grundejerforeningen
Alle grundejere i Mads's plantage skal være medlem af grundejerforeningen. Foreningens opgave er at passe på området i henhold til den tinglyste deklaration og den nye lokalplan for området samt forestå vedligeholdelsen af veje, stier og øvrige fællesområder.
Generalforsamling afholdes normalt den sidste lørdag i maj måned, som også er sidste frist for indbetaling af kontingent.
Vi er glade for den helt enestående natur i området. Vi ligner ikke et sommerhusområde med klippede hække, skrappe farver på husene, flagstænger osv. Nej vore huse er skånsomt indpasset i naturen med et rigt dyreliv af såvel fugle, rådyr, egern og såmænd en enkelt hugorm.
Vi har fået lov til at bo midt i naturen, hvilket også giver os en pligt til at passe på den.
Operation nabohjælp
Desværre oplever flere grundejere i vort lokalområde, at der begås indbrud i deres fritidshuse. Det bør vi hjælpe hinanden med at dæmme op for. I samarbejde med Grundejerforeningen Granborg indleder vi en kampagne, der forhåbentlig vil gøre det sværere for eventuelle tyveknægte, at føle sig så sikre, at de tør bryde ind i vore huse. Læs folderen, der ligger i din postkasse og / eller gå ind på Det Kriminalpræventive Råds hjemmeside: www.dkr.dk
Kloakering i sommerhusområder
Mariagerfjord kommune har udarbejdet planer for kloakering af sommerhusområderne. Hvilket for Mads's Plantage betyder, at der skal foretages kloakering de næste 7 år efter sommerferien 2024. Vi er etape 3 af 7 hvis planerne holder. Læs mere på www.mariagerfjordvand.dk.
Ny affaldsordning
Der er igen i år udsendt en ny guide om den nye affaldsordning. Det handler selvfølgelig meget om sortering af affald.
Restaffald skal fortsat lægges i beholderen ved huset.
HUSK: Er du udlejer, så vil et sækkestativ aldrig være tilstrækkeligt. Hvis dit hus udlejes til højst 4 personer, skal du have en beholder, der kan rumme mindst 140 liter. Lejer du ud til mellem 4 - 8 personer, skal du have en beholder på 240 liter. Rummer dit hus mere end 8 personer, skal du have en beholder på 400 liter.
Du kan i købe ekstra sækkemærker som sættes på en almindelig købt affaldssæk, men det frarådes på det kraftigste, da naturens dyr snuser sig frem til de madrester m.m., der bliver efterladt.
I øvrigt skal vi alle som stadig bruger sækkestativer huske at sikre os, at posen er indenfor gitteret og at gitteret om stativerne lukker ordentligt.
Generalforsamling
Der afholdes generalforsamling den sidste lørdag i maj.
Flisning
Husk: Flis-ordning er ophørt! Så alle må selv sørge for bortkørsel af grenaffald og lignende.
Lokalplan 2009
Mariagerfjord Kommune har vedtaget en lokalplan nr. 27/2009 for sommerhus-
området. Du kan finde hele planen på kommunens hjemmeside.